Sker der noget nyt i matematik?

Ja, der sker bestemt noget. Vi skriver artikler, når vi har fundet på ny matematik (eller opdaget – det er en filosofisk diskussion, om vi opdager eller opfinder matematikken.) Sådan en artikel har typisk et par egentlige resultater, matematiske sætninger, en del indledning med notation, definitioner, tidligere resultater, der skal bruges og så naturligvis bevis for sætningerne. Artiklen indsendes til et tidsskrift, hvor kolleger (anonymt) vurderer, om matematikken er korrekt, om det er nyt og om det er interessant for det pågældende tidsskrifts læsere. Så bliver artiklen publiceret. Ellers må man indsende til et andet tidsskrift.

Der skrives rigtig mange artikler. I databasen “Mathematical Reviews” (http://www.ams.org/mathscinet men det koster penge at kigge, hvis man ikke er på et bibliotek eller universitet eller lignende…), hvor artikler fra en lang række tidsskrifter (der er 1800 aktive) registreres med en kort beskrivelse af indholdet, er der lige nu for 2015 registreret 49834 artikler. I 2014 kom der 89642. Ialt er der 3,187,215 publikationer registreret. Og matematik bliver ikke forældet, så man kan godt få brug for en artikel fra 1810, fra tidsskriftet Annales de Mathématiques Pures et Appliquées. som er det første, der er registreret i databasen. Og så vidt jeg ved det første matematiske tidsskrift. Det er til at blive helt svimmel af at tænke på, at der er så meget matematik!

Det ældste tidsskrift er, som den kvikke læser nok har opdaget, på fransk. Idag skrives matematik i høj grad på engelsk. Jeg publicerer selv på engelsk. Eller ville der være alt for få potentielle læsere. Matematikere er meget specialiserede og matematik er en global arbejdsplads – vi samarbejder med hele verden. Næsten da.

Jo, der er meget at skrive om her på bloggen.

I næste indlæg vil jeg skrive om matematik og ikke bare “omkring” matematikken. Mere specifikt bliver det om matematikken bag rynker. For de overordentlig meget interesserede er det om resultaterne i artiklen “Curvature-induced symmetry breaking determines elastic surface patterns,” Norbert Stoop, Romain Lagrange, Denis Terwagne, Pedro M. Reis, and Jörn Dunkel, Nature Materials 14 (2015), pp. 337–342.

Måske når andre af kollegerne at skrive indlæg ind imellem – nu får vi se.

Mvh

Lisbeth.